Kan man kommunikere med et æstetisk indlæg?

I går havde jeg ideen til et herligt indlæg. Det sad i fingrene. Det var faktisk på vej ud. Men så var det, at en af mine piger kiggede ind. Kildelæsningen til SRO drillede, afleveringsfristen var tæt på. Der er jo heldigvis situationer, hvor man er vigtig i de unges ellers selvstændinge liv, og så er det bare at gribe disse.

Kilden blev samlæst, diskuteret og på den anden siden af midnat var hun klar til at skrive videre. Jeg var faktisk også klar til at skrive, da der poppede en film ind på FB. Jeg er Dreamworks fan. Deres animationsfilm er teknisk og æstetisk overlegne. Denne her var ingen undtagelse.

Skæbnen ville, at netop den film på mange måder var en æstetisk parafrase over det jeg netop havde stået i. At tilsidesætte ens behov, for en stund kvitte job, pensum og blogindlæg, for at hjælpe en, som har brug for lidt luft under vingerne.

Når jeg bliver ramt af en æstetisk oplevelse skal den bundfælde sig. Jeg er selv kunstner, og kan derfor ikke altid gøre for, at nydelsen og tankerne for en stund tager over. Da jeg var kommet ud af oplevelsen var klokken 1.00 og jeg havde lovet mig selv en forholdsvis tidlig sengetid. Derfor var intet mere nærliggende, end blot at dele filmen. For mig sagde den alt, var det der fyldte....og så gik jeg i seng.

At blogge handler jo om at give sig selv til kende, at turde dele sine tanker. Men det at bruge bloggen i en undervisningssituation kræver naturligvis en række etiske overvejelser omkring synlighed og temaer. (Dohn & Johnsen, 2009)
Men jeg underviser i æstetisk kommunikation. Jeg skal lære mine studeredende hvordan de får en pige, der har været udsat for incest til at kommunikere sine følelser, mærke sig selv igen. Det barn, hvis forældre skal skilles har meget, det skal af med. Den dreng som er hemmelig forelsket...i en anden dreng, har også brug for at fortælle det til alle. Her kan man som novice jo godt tænke, at netop disse eksempler, fordrer anonymitet og begrænsning i temaer. Det er faktisk forkert (Sørensen 2011). Eksponeringen i det offentlige rum er metoden, hvormed man generobrer sin integritet. Det er derfor kunsten eksisterer. Det er igennem den, at man kan udtrykke det u-udsigelige.

Men der er en etisk grænse for, hvilke kommunikationsmetoder, der er mest hensigtsmæssige. Der er en grænse for styrken af ens egen robusthed i forhold til det at blive konfronteret med det budskab man sender ud. Det er altså ikke altid at ord og sprog er det mest velegnede. Men ord og sprog er jo tæt forbundet med Bloggen som fænomen. Men er det mon muligt, at oprette en blog, hvor brugernes indlæg i overvejende grad består af kunstneriske bidrag. Film man kan lide, billeder der giver mening og måske senere billeder, musik, malerier m.m. man selv har lavet? Altså en æstetisk eksponering af sit budskab, hvor selve det at trykke på knappen [send] er det første spæde skridt i retningen af den symbolske generobringen af selvet? Men er det så en blog? Kan der opstå en dialog? Det vil jeg fundere lidt over i dag.